Pakistan sværger hævn på årsdag for skolemassakre

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Pakistans premierminister sværger hævn over Taliban på årsdagen for skolemassakren på Army Public School i Peshawar. Her dræbte medlemmer af den militante, islamistiske bevægelse 132 elever og ni ansatte.

- Mine børn, jeg lover jer, at jeg vil hævne hver eneste dråbe af jeres blod, siger premierminister Nawaz Sharif under en mindeceremoni på skolen, hvor omkring 2500 mennesker deltager.

- Dette burde aldrig være sket. De var uskyldige studerende, siger Abu Bakar, en af de lærere der overlevede angrebet i det nordvestlige Pakistan.

16. december sidste år angreb ni medlemmer af gruppen Toheedwal Jihad Group (TWG), der er en del af Taliban i Pakistan, Army Public School, der drives af den pakistanske hær.

Her gik de bevæbnede mænd fra klasseværelse til klasseværelse og skød og dræbte børn helt ned til otte års-alderen. Massakren varede otte timer, før samtlige ni angrebsmænd var blevet dræbt.

Taliban har taget skylden for angrebet og sagt, at det var gengældelse for hærens offensiv mod ekstremister i stammeområderne.

Tidligere på måneden blev fire mænd med tilknytning til TWG hængt for deres rolle i massakren. Det var første gang, at en pakistansk militærdomstol gennemførte henrettelser af civile. De militære domstole blev oprettet efter massakren ved en forfatningsændring.

Yderligere er tre mænd fundet skyldige i at have medvirket til angrebet.

Vrede og fortvivlede forældre til de dræbte søger fortsat svar på, hvordan det kunne ske, at militante lykkedes med at angribe en af hærens skoler. Flere forældre har således opfordret til en retlig undersøgelse af de sikkerhedsmæssige mangler.

- Jeg ønsker blot svar på mit spørgsmål: Hvorfor mislykkedes staten med at beskytte mit barn, spørger en far til et af ofrene.

/ritzau/AFP