Pakistan tester kortdistance-raket

Skrevet af admin

02/02/2015

Dagens topnyheder

Pakistan foretog mandag en prøveaffyring af en kortdistanceraket, som har kapacitet til at medtage både atomsprænghoveder og konventionelle sprænghoveder, oplyser landets forsvar.

Krydsermissilet Ra'ad, der er bygget i Pakistan, har en rækkevidde på 350 kilometer og er i stand til at skifte retning undervejs ifølge en udtalelse fra det pakistanske forsvar mandag.

- Missilet gør Pakistan i stand til at opnå en ny strategisk kapacitet på landjorden og til søs. Krydserteknologien er kun blevet udviklet af et mindre antal lande, hedder det i pressemeddelelsen.

Prøveaffyringen sker, netop som USA og Indien har indgået en epokegørende civil atomaftale i forbindelse med præsident Barack Obamas besøg i New Delhi i slutningen af sidste måned.

Aftalen mellem de to store lande anses for at være et strategisk tilbageslag for Pakistan, som er naboland - og rival - til Indien.

Indien foretog for to dage siden en vellykket prøveaffyring af et ballistisk langdistancemissil fra en mobil affyringsrampe.

Pakistan og Indien foretog atomprøvesprængninger med få dages mellemrum i 1998, efter at de to stater i årtier hemmeligt havde udviklet atomvåben.

Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1947. To af dem har omhandlet Kashmir, som er delt mellem de to lande.

/ritzau/dpa