Pakistanere frygter det værste efter jordskælv

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Der er en panisk stemning i Pakistans hovedstad, Islamabad, hvor befolkningen frygter omfanget af skaderne efter jordskælvet mandag eftermiddag, som ramte grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan.

Det fortæller Asif Khan, der er landekoordinator i Pakistan for Dansk Røde Kors.

- Vi kan ikke komme i kontakt med bjergområdet. Vejene er blokeret, der er ikke nogen mobildækning, vi har ikke nogen kommunikation overhovedet. Vi ved ikke, hvad der sker, siger Asif Khan, der selv befinder sig i Islamabad.

Jordskælvet havde epicenter omkring 250 kilometer nordøst fra Kabul i Afghanistan. I Pakistan er det Hindu Kush-bjergkæden, der adskiller de to lande, og Khyber Pakhtunkhwa-provinsen, der er blevet ramt.

Asif Khan fortæller, at folk i Islamabad især er bange på grund af det voldsomme jordskælv i 2005, hvor mellem 75.000 og 80.000 mennesker omkom.

- Vi er blevet mindet om jordskælvet fra 2005. Det føles lige som det, vi så dengang, siger Asif Khan.

Han fortæller, at folk godt ved, at jordskælvet ikke er lige så slemt. Men at det er uvisheden, der skaber frygten.

- I 2005 var vi heller ikke klar over skadernes omfang før dagen efter jordskælvet, siger Asif Khan.

Befolkningen i Islamabad frygter også risikoen for efterskælv.

- Det er aften i byen nu. Det er begyndt at blive køligt. Folk gemmer sig indenfor i deres hjem og håber på det bedste, siger han.

Asif Khan forsøger selv at tage til det ramte område tirsdag.

- Jeg vil ikke være pessimistisk. Jeg vil være optimistisk. Og jeg tror på, det ikke vil være lige så slemt som i 2005, siger han med reference til dødstallet.

Mindst 160 mennesker er mandag aften lokal tid meldt omkommet efter jordskælvet, oplyser myndighederne i Afghanistan og i nabolandet Pakistan ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/