Pakistansk imam får fem år for at opildne til had

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

En domstol i Pakistan har idømt en imam fem års fængsel for at opildne til had mod en rivaliserende sekt, oplyser anklagere i Lahore.

Maulana Abubakar, som ledede bønnen i sin moské, blev anholdt i februar i Kasur- distriktet i Punjab, der ligger omkring 50 kilometer syd for Lahore.

- Han opildnede til had mod en rivaliserende shiamuslimsk sekt. Dommeren ved en anti-terrordomstol idømte imamen fem år, siger en anklager, der ønsker at ære anonym.

Imamen kaldte medlemmerne af den rivaliserende sekt for "vantro" og lancerede en række forskellige slogans mod dem.

Shaikh Saeed Ahmed, der er anklager i Lahore, bekræfter dommen.

Sekterisk vold - navnligt mellem sunnimuslimer og shiamuslimer, der udgør 20 procent af Pakistans 200 millioner indbyggere - har kostet tusindvis af mennesker livet i det seneste årti.

I sidste uge blev mindst 44 mennesker dræbt og 13 såret, da en gruppe bevæbnede mænd åbnede ild mod en bus i storbyen Karachi.

I december vedtog Pakistans regering en "National Handlingsplan mod Terrorisme", som omfatter registrering af militante grupper og religiøse seminarier og indgreb mod opildnen til had.

Planen blev vedtaget efter Talibans massakre mod 154 mennesker, hvoraf 132 var skolebørn.

I byen Quetta, der er hovedstad i den pakistanske provins Baluchistan, lever hazara-shiamuslimer isoleret og drømmer om at flygte. Menneskesmuglerne, der har et dårligt rygte i det meste af verden, har derfor her høj status.

- Vi tillægger menneskesmuglere meget stor betydning, siger Abdul Khalique Hazara, der er leder af det nationalistiske Demokratiske Hazara Parti.

- Først når I sikrer mig fred, så vil jeg sige, at der skal gribes ind over for menneskesmuglerne her, siger han til AFP.

/ritzau/AFP