Pakistansk kemilærer redder studerende ved at skyde igen

Skrevet af admin

20/01/2016

Dagens topnyheder

En pakistansk kemilærer bliver hyldet som "martyr og gentleman", efter han forsøgte at beskytte sine studerende på et universitet i det nordvestlige Pakistan, da militante fra Taliban trængte ind i deres klasserum og åbnede ild.

Syed Hamid Husain, som var assisterende kemilærer på Bacha Khan universitetet i Charsadda, gav sine studerende besked på at blive inde, da bevæbnede Talibanfolk trængte ind på universitetet. Mindst 19 blev dræbt og mange flere såret ved angrebet.

Overlevende har beskrevet, hvordan professoren skød mod angriberne, da de bevægede sig gennem universitetet for at dræbe. Kemilæreren gav dermed de unge tid til at flygte, inden han selv blev dræbt i en byge af kugler.

- Vi så tre terrorister, der råbte "Allah er stor", og løb frem mod trapperne til vores afdeling, siger en mandlig studerende til journalister.

- En studerende hoppede ud gennem klasseværelsets vindue. Vi så ham ikke rejse sig igen, tilføjer han og beskriver, hvordan han så kemilæreren Husain skyde mod angriberne med sin pistol.

- Men derefter så vi ham falde om, og da terroristerne kom ind gennem kontoret, løb vi væk, siger han.

Den geologistuderende Zahoor Ahmed siger, at Husain advarede ham mod at forlade bygningen, da de første skud var blevet affyret.

- Han holdt en pistol i hånden, siger han.

- Derefter så jeg, at han blev ramt af en kugle. To militante skød mod ham. Jeg løb inden for og var i stand til at flygte ved at springe over bagmuren, tilføjer Zahoor Ahmed.

De militante kom ind på området i ly af en tæt vintertåge og klatrede over ydermurene til det velbevogtede universitet.

Da de var kommet ind på universitetet, åbnede de ild mod studerende og lærere i klasseværelser og på sovesale.

Taliban i Pakistan tager skylden for angrebet, som kaldes for hævn for militærets langvarige offensiv mod militante grupper i Pakistans klanområder nær grænsen til Afghanistan.

/ritzau/AFP