Pakistansk Taliban gik efter kristne i Lahore

Skrevet af admin

27/03/2016

Dagens topnyheder

Pakistansk Taliban meddeler, at gruppen står bag bombeangrebet i Lahore, Pakistan, samt at målet for angrebet var kristne.

Tidligere søndag angreb en selvmordsbomber en park i den nordøstlige pakistanske by Lahore. Bomben har kostet mindst 56 mennesker livet og udløst over 200 sårede.

- Målet var kristne. Vi vil sende meddelelsen til premierminister Nawaz Sharif, at vi nu er gået ind i Lahore. Han kan gøre, hvad han vil, men han kan ikke stoppe os. Vores selvmordsbombere vil fortsætte angrebene, siger talsmand for pakistansk Taliban Ehsanullah Ehsan ifølge Reuters.

Eksplosionen skete i parkeringsområdet uden for en offentlig park kaldet Gulshan-e-Iqbal.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at angrebet fandt sted under en påskefejring i parken, der var besøgt mange familier.

- Alt rystede, og der var skrig og støv over alt. Efter 10 minutter gik jeg udenfor. Der var rester af mennesker på murene. Jeg kunne høre gråd og ambulancer.

- Der var helt fyldt på grund af påsken. Der var mange kristne. Der var så fyldt, at jeg bad min familie om ikke at gå derned, siger Javed Ali, der bor over for parken, til AFP.

Lahore, der ligger i det østlige Pakistan, er hovedbyen i Punjab-provinsen, Pakistans største og rigeste provins, som også er premierminister Nawaz Sharifs højborg.

Pakistan har i årevis været plaget af Taliban-bevægelsens militante oprør mod staten, voldelige kriminelle grupper og sekterisk vold.

Tidligere i marts blev mindst 16 mennesker dræbt i et bombeangreb på en bus i regionen Peshawar.

I slutningen af januar angreb Taliban Bacha Kahn-universitetet i det nordvestlige Pakistan. Angrebet kostede 25 mennesker livet, og omkring 60 blev såret.

Lahore har hidtil været relativt forskånet for terrorangreb, da området ligger mod grænsen til Indien og ikke tæt på det omstridte nordvestlige område, hvor lokale klaner har kontrollen.

/ritzau/