Pakistanske grænsesoldater majet ned fra afghansk jord

Skud over grænsen fra Afghanistan til Pakistan har tirsdag kostet syv pakistanske soldater livet. De stod vagt ved en grænsepost.

- Syv soldater er dræbt, skriver Pakistans militær i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke af oplysningerne fra militæret, om det var militante oprørere eller afghanske sikkerhedsstyrker, der skød over grænsen.

Angrebet er sket i Syd-Waziristan, som er en urolig provins i det nordvestlige Pakistan. Både terrornetværket al-Qaeda og islamister fra Taliban er aktive i regionen.

Militante oprørsgrupper i Pakistan har siden en militær offensiv i 2008 søgt tilflugt i Afghanistan, hvorfra de har angrebet militæret i hjemlandet.

For to måneder siden var pakistanske soldater mål for et raketangreb ved en kontrolpost i Khyber-regionen. Fire soldater mistede livet, og fire andre blev såret.

Afghanistan og Pakistan beskylder jævnligt hinanden for at huse militante. Særligt regeringen i Kabul beskylder pakistanerne for at støtte Taliban i Afghanistan.

Mandag blev Afghanistan ramt af et voldsomt jordskælv, som har krævet mange ofre i begge lande.

Jordskælvets epicenter var flere hundrede kilometer nord for det område, hvor tirsdagens skyderi skete.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV