Palæstina slutter sig til international domstol

Skrevet af admin

01/04/2015

Mest læste i dag

Den palæstinensiske selvstyremyndighed er nu officielt medlem af Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Palæstinensernes håb er, at Israel kan blive stillet til ansvar for mulige krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Gaza i sommeren 2014.

- Palæstina søger retfærdighed, ikke hævn, siger den palæstinensiske udenrigsminister, Riad Malki, efter en lukket ceremoni ved domstolen i Haag for at markere det palæstinensiske medlemskab.

- Israel burde sluttet sig til os og ligeledes blive medlem af Den Internationale Straffedomstol, tilføjer han.

Efter flere årtiers fejlslagne forhandlinger med Israel og uden udsigt til, at en palæstinensisk stat bliver en realitet inden for nær fremtid, besluttede palæstinenserne i stedet at forsøge at blive anerkendt ved internationale institutioner som ICC.

De palæstinensiske bestræbelser er blevet kraftigt kritiseret af Israel, der også har lagt pres på nogle af ICC's medlemslande i et forsøg på at spænde ben for palæstinensisk medlemskab af den internationale domstol.

Fra palæstinensisk side lyder der en opfordring til Israel om også at tilslutte sig domstolen.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, "skal ikke være bange", siger Riad Malki.

- Hvis Israel har en klage (mod os), burde de tilslutte sig og præsentere deres sag for ICC.

Domstolens chefanklager, Fatou Bensouda, tog i januar hul på de indledende undersøgelser af mulige israelske krigsforbrydelser begået i forbindelse med Israels bombardement af Gazastriben sidste år.

Omkring 2200 palæstinensere og 73 israelere blev dræbt under den 50 dage lange konflikt.

En undersøgelse af mulige krigsforbrydelser i Gaza omfatter også de raketangreb, som militante palæstinensere har affyret mod civile områder i Israel.

Selv om Israel ikke har tilsluttet sig ICC, kan domstolen retsforfølge israelere for forbrydelser begået på palæstinensisk territorium.

Det kan dog blive vanskeligt for ICC at foretage anholdelser af mistænkte i Israel, i og med at domstolen ikke har sin egen politistyrke og er afhængig af, at medlemslandene samarbejder om anholdelser og udlevering.

/ritzau/AFP