Palæstinensere ærer Arafat

Skrevet af admin

11/11/2013

Mest læste i dag

I tusindvis af palæstinensere har været på gaderne i palæstinensiske områder for at ære og hylde deres gamle leder Yasser Arafat, der døde mandag for ni år siden.

Optogene i byer som Jenin og Ramallah på Vestbredden kommer blot nogle dage efter, at schweiziske retsmedicinere, der har taget prøver af liget, er nået frem til, at Arafat muligvis blev udsat for radioaktiv forgiftning.

Arafat var palæstinensisk selvstyrepræsident og leder af Fatah, den største gruppe inden for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Han var også leder af PLO.

Fatah har kontrollen med de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden, men selvstyreområdet Gazastriben kontrolleres af Fatahs rivaler, de islamiske fundamentalister i Hamas.

Fatah havde egentlig planlagt, at der også skulle være demonstrationer i Gaza, men det satte Hamas en stopper for.

Hamas giver dog Fatah skylden for, at der ikke var demonstrationer for at mindes den mangeårige palæstinensiske leder.

Det skyldes, siger Hamas, at Fatah ikke ville koordinere aktiviteterne.

Arafat døde på et fransk hospital den 11. november 2004. Han blev 75 år og døde efter at have ledet palæstinenserne i fire årtier.

/ritzau/dpa