Palæstinensere bryder humanitær våbenhvile i Gaza

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

Mindst tre granater er affyret fra Gazastriben og har ramt det sydlige Israel, hævder Israels militær ifølge AFP.

Dermed er den humanitære våbenhvile brudt efter mindre end tre timer.

Granaterne, som militæret i første omgang mente var raketter, ramte i regionen Eshkol, der grænser op til den sydlige del af Gazastriben, siger militæret.

Hamas-bevægelsen, der styrer Gazastriben, gik onsdag aften med til at indstille raketaffyringerne mod Israel, så de mange nødstedte palæstinensere kan få hjælp.

Til gengæld lovede Israel at holde igen med bombardementerne mod Gazastriben.

Den humanitære våbenhvile trådte i kraft klokken 09.00 dansk tid, men umiddelbart efter klokken 11 skal den altså være brudt.

Planen var, at våbenhvilen skulle vare i fem timer.

Israel havde varslet, at man ville respektere våbenhvilen, så længe den også blev overholdt af palæstinenserne. Derfor er det uklart, om Israel nu vil besvare granaterne fra Gaza.

Aftalen om våbenhvilen blev indgået efter, at en embedsmand i FN-systemet havde appelleret til parterne om at indstille fjendtlighederne, der i løbet af 10 dage har kostet mindst 230 palæstinensere livet.

En enkelt israeler meldes dræbt.

Den langvarige fejde i Mellemøsten blussede op, da tre israelske teenagere 12. juni blev bortført på Vestbredden og senere fundet dræbt. Israel beskylder Hamas for at stå bag.

Senere blev en ung palæstinenser fundet dræbt - angiveligt blev han brændt levende.

Drabet på palæstinenseren betragtes som hævn for de tre dræbte israelere.

/ritzau/AFP