Palæstinensere: Ingen fredssnak med nye bosættelser

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

Palæstinenserne vil ikke fortsætte fredssamtalerne med Israel, hvis udvidelserne af de jødiske bosættelser på Vestbredden bliver ved.

- Israel-siden har lagt sig fast på at forsætte sine bosættelser, og vi kan ikke fortsætte forhandlinger under disse uhørte bosættelses-angreb, siger en palæstinensisk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Han ønsker at være anonym efter et stormfuldt møde mellem de to parter i konflikten.

- De palæstinensiske og israelske forhandlinger brød sammen tirsdag aften, fortæller embedsmanden.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er samtidig landet i Jerusalem for at forsøge at give nyt liv til den skrøbelige fredsproces.

Kerry mødes onsdag med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i Jerusalem og med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i Betlehem på Vestbredden.

Til trods for næsten 20 møder over de seneste tre måneder advarer både palæstinensiske embedsmænd og israelske medier om, at samtalerne kan ende i fiasko, medmindre John Kerry får dem på ret kurs igen.

Fredssamtalerne blev genoptaget i juli efter tre års pause.

I sidste uge kom det frem, at Israel bygger og udbyder 1889 nye bosættergrunde på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det skete dagen efter, at 26 palæstinensiske fanger var blevet løsladt - som del af en aftale under fredsforhandlingerne mellem palæstinensere og israelere.

/ritzau/AFP