Palæstinensere stemmer for første gang i FN

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Det var et historisk øjeblik for det palæstinensiske selvstyre, da det mandag stemte for første gang i FN's Generalforsamling, efter at palæstinenserne i november sidste år fik tildelt status af observatørland i FN.

Repræsentanter for de fleste af FN's 193 medlemslande klappede, da den palæstinensiske FN-ambassadør Riyad Mansour stemte i forbindelse med valget af en dommer til Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, ICTY.

Det palæstinensiske selvstyre kan ikke stemme om resolutioner, men ifølge FN's love kan observatørlande stemme om valget af dommere til internationale domstole.

- Dette er et vigtigt skridt på vores vej mod frihed, uafhængighed og et fuldgyldigt medlemskab af FN, sagde Mansour i generalforsamlingen.

- Jeg synes, at det er et meget, meget specielt øjeblik i det kæmpende palæstinensiske folks historie i FN, tilføjede han.

Efter afstemningen klagede Israels FN-ambassadør, David Roet, over, at Mansour havde fejret palæstinenserne historiske øjeblik i verdensorganisationen.

Roet mener, at palæstinenserne forsøgte at "kapre" forsamlingens opmærksomhed med sine ord om den symbolske stemme.

/ritzau/AFP