Palæstinensere tror ikke på Israels ønske om fredsmøde

Skrevet af admin

24/05/2016

Mest læste i dag

Den palæstinensiske premierminister giver ikke meget for Israels forslag om at indlede direkte fredsforhandlinger.

Israels premierminister forsøger med forslaget blot at vinde tid, mener Rami Hamdallah.

Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister, har foreslået, at man tager fat på direkte fredsforhandlinger i stedet for en international fredsproces efter fransk initiativ.

Meldingen fra Hamdallah falder efter et møde i Ramallah med den franske premierminister, Manuel Valls.

Den franske regeringschef besøger i denne uge Israel og Vestbredden for at fremme Frankrigs initiativ til at skubbe fart i den forliste fredsproces.

- Netanyahu forsøger at vinde tid. Men denne gang undslipper han ikke det internationale samfund, siger Hamdallah.

Netanyahu har forkastet ideen om en internationalt fredsproces ledet af Frankrig.

Manuel Valls har lovet Netanyahu, at han ville drøfte Israels forslag med præsident François Hollande. Den franske premierminister insisterer samtidig på den internationale fredsproces.

Franskmændene er vært for et fredsmøde for udenrigsministre fra en række lande 3. juni. Hverken israelerne eller palæstinenserne skal efter planen med ved den lejlighed.

Det er tænkt som et formøde, før der til efteråret afholdes en international fredskonference. Målet er, at forhandlingerne genoptages, så man kan etablere en palæstinensisk stat.

Fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere har stået stille siden foråret 2014, da et amerikansk initiativ til fred mellem parterne igen brød sammen.

/ritzau/AFP