Palæstinensere vil slutte sig til ICC-domstol

Skrevet af admin

02/01/2015

Dagens topnyheder

Den palæstinensiske FN-delegation indgav fredag underskrevne traktatdokumenter til FN-hovedkvarteret med en anmodning om, at det palæstinensiske selvstyre bliver tilsluttet Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Den ledende palæstinensiske observatør, Riyad Mansour, bekræfter, at traktatdokumenterne er indgivet til FN.

Det sker, efter at det mislykkedes for palæstinenserne at få FN's Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, der fastsætter en frist for, hvornår Israel skal rømme Vestbredden.

Hvis palæstinenserne får ja til at tilslutte sig ICC, så kan domstolen bruges til at retsforfølge israelere for deres handlinger på Vestbredden, som Israel siden 1967 har holdt besat.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har i en erklæring advaret om, at de palæstinensiske myndigheder er dem, der har mest at frygte.

- De har dannet en regering med Hamas, en kendt terrororganisation, der som Islamisk Stat begår krigsforbrydelser, siger han.

I Washington siger udenrigsministeriet, at det palæstinensiske skridt ikke hjælper på fredsbestræbelserne.

- Det er et skridt, der eskalerer, og det vil ikke opnå nogle af de resultater, som de fleste palæstinensere længe har håbet for deres folk, siger Jeff Rathke, talsmand for ministeriet.

- Handlinger som disse er ikke svaret.

Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har underskrevet ansøgninger om, at selvstyret kan tilslutte sig op mod en snes internationale traktater.

De palæstinensiske selvstyremyndigheder siger, at deres mål er en palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden og med Østjerusalem som hovedstad.

/ritzau/AFP