Palæstinenserne er møre inden svære fredsforhandlinger

Det vurderer ph.d.-studerende Leila Stockmarr, der forsker i Israel-Palæstina-konflikten, forud for onsdagens fredsforhandlinger i Jerusalem. Det spinkle håb består i, at palæstinenserne godt er klar over, at tiden er ved at løbe fra en to-stats-løsning, og at de derfor er mere interesserede i at nå en løsning end tidligere.

»Den territoriale base for en palæstinensisk stat er simpelthen ved at forsvinde, fordi der kommer flere og flere israelske bosættelser på palæstinensisk territorium. Det kan betyde, at de er mere møre og kompromissøgende end tidligere, fordi logikken måske er for dem, at det godt kan være, at vi overskrider mange af vores principper og rettigheder her, men hvis vi ikke handler nu og accepterer et eventuelt forslag fra Israel, ja så har vi slet ikke en fremtidig stat at bygge på,« lyder vurderingen fra Leila Stockmarr.

Hun understreger dog, at hun er meget skeptisk i forhold til udsigten til en snarlig fredsaftale mellem de to parter.

»Vi skal gøre os klart, at vi ikke får en aftale inden for de næste par dage og heller ikke inden for de næste par måneder. Der er sat ni måneder af til disse forhandlinger, som risikerer at bryde sammen inden da. På alle de substanspolitiske spørgsmål er parterne meget langt fra hinanden,« siger hun med henvisning til blandt andet grænsedragninger i en to-stats-model, Jerusalems deling og et eventuelt sikkerhedssamarbejde.

»Der er ikke noget nyt i den måde, man går til det på. Det er mere proces og teknikaliteter frem for at tale om disse store spørgsmål. På den måde når man ikke videre, og så tror jeg højest, man får en aftale på et stykke papir, der handler om proces, og som er en fortsættelse af de andre planer, vi har haft. Og de har ikke ledt til nogen reel løsning,« tilføjer Leila Stockmarr.

Tirsdag understregede USAs udenrigsminister, John Kerry, at den palæstinensiske selvstyre-præsident, Mahmoud Abbas, stadig har planer om at mødes med repræsentanter fra Israel, der tirsdag godkendte planerne om at bygge 942 nye bosættelser i Gilo-bydelen i Østjerusalem.

Beslutningen blev truffet blot to dage efter, at den israelske regering også godkendte planerne om at bygge 1.200 nye bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden til palæstinensernes store vrede.

I store dele af verden anses bosættelserne for at være ulovlige, og palæstinenserne siger, at de israelske bosættere nægter dem en levedygtig og sammenhængende stat.

Omkring 500.000 israelere bor på Vestbredden og i Østjerusalem, som ellers hovedsageligt er palæstinensisk, og som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967. Ifølge international lov er bosættelserne ulovlige.

Dagens Gossip