Palæstinenserne rækker hånden frem mod Israel

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Dagen efter at Israels præsident, Reuven Rivlin, holdt tale i EU-Parlamentet, er det palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, som torsdag står foran medlemslandenes europaparlamentarikere.

Fra talerstolen sender Mahmoud Abbas en indtrængende bøn til EU om at hjælpe De Palæstinensiske Selvstyreområder med at opnå fred med naboen Israel.

- Vi beder jer om at hjælpe os, være vores venner og fjerne de lidelser, vores folk er udsat for, siger præsidenten.

- Er det ikke ved at være på tide, at vores folk kan leve i frihed uden checkpoints og uden mure, som den israelske hær kan åbne og lukke, som det passer dem? Israel har omformet vores land til et fængsel under den blå himmel, siger han.

Frankrig var 3. juni vært for et fredsmøde for udenrigsministre fra en række lande.

Mødet var et formøde, før der til efteråret afholdes en international fredskonference, hvor målet er, at forhandlingerne genoptages, så man kan etablere en palæstinensisk stat.

Israels Reuven Rivlin opfordrer EU til at hjælpe med at opbygge tillid mellem Israel og palæstinenserne i stedet for at gennemtvinge en diplomatisk løsning. Fredskonferencen i Frankrig er dømt til at mislykkes, mener præsidenten.

Selv om Reuven Rivlin og Mahmoud Abbas befinder sig i Bruxelles samtidig, er der da heller ikke planlagt et møde, hvor de begge deltager.

Ifølge Rivlin har den palæstinensiske leder nægtet at mødes. Det siger han på et pressemøde med EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og Jean Claude-Juncker, formand for kommissionen.

- Jeg finder det mærkeligt, at Abbas nægter at mødes med israelske ledere, men i stedet søger hjælp ved det internationale samfund, siger han.

Mahmoud Abbas sendte dog en fredsappel til Israel.

- Vi strækker vores hånd ud med henblik på at opnå fred. Jeg spørger jer, om I har den samme vilje til at opnå fred, siger Mahmoud Abbas henvendt til Israel.

Fredsprocessen mellem israelerne og palæstinensere har stået stille siden foråret 2014, da et amerikansk initiativ til fred mellem parterne igen brød sammen.

/ritzau/