To palæstinensiske knivstikkere dræbt på Vestbredden

Skrevet af admin

09/01/2016

Mest læste i dag

To palæstinensere, som forsøgte at stikke soldater ned ved en kontrolpost på Vestbredden, er tidligt lørdag blevet skudt og dræbt, oplyser det israelske militær.

Angrebet skete i den nordlige del af Jordandalen.

En bølge af vold har siden begyndelsen af oktober rystet Israel og Vestbredden. Siden den 1. oktober er 22 israelere, en amerikaner og en eritreaner blevet dræbt af palæstinensere ved knivoverfald, ved skudangreb og ved påkørsler med biler.

I samme periode er 146 palæstinensere blevet dræbt af det israelske militær. De fleste af dem er blevet skudt, mens de var ved at angribe israelere.

Mange af angrebene er forløbet efter samme mønster, hvor en palæstinenser med kniv har angrebet en israeler, hvorpå palæstinenseren - i mange tilfælde - er blevet skudt og dræbt af israelske sikkerhedsstyrker.

Konflikten udspringer af en bekymring hos palæstinenserne over, at jøderne trænger sig på ved al-Aqsa-moskeen, som jøder må besøge, men ikke benytte som bedeplads.

Muslimer i Jerusalem har flere gange demonstreret mod, at stadig flere jøder kommer ved al-Aqsa-moskeen. Nogle af dem beder på stedet, hvilket er i strid med den gældende lovgivning for området.

Israelsk militær har iværksat en række gengældelses- og sikkerhedsoperationer. Tidligt lørdag sprængte soldater et hus nær Hebron på Vestbredden. Det tilhørte en palæstinenser, som blev skudt den 3. oktober, efter at han havde dræbt en israelsk rabbiner.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde i oktober, at ødelæggelse af huse på Vestbredden og i det arabiske Østjerusalem er "et af de mest effektive midler" til at få palæstinensere til at stoppe deres angreb på israelere.

/ritzau/AFP