Palæstinensiske nonner helgengjort

Skrevet af admin

17/05/2015

Dagens topnyheder

To palæstinensiske nonner fra 1900-tallet blev søndag kåret til helgener af pave Frans.

Det er de første palæstinensiske helgener i den katolske kirke.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, var til stede under ceremonien på Peterspladsen søndag.

Paven og Abbas mødtes i Vatikanet lørdag. De to mænd diskuterede fredsprocessen i Mellemøsten, og paven kaldte Abbas for en fredens engel.

Paven fremholdt søndag de to palæstinensiske nonner som "lysende forbilleder" ved en friluftsgudstjeneste på Peterspladsen.

Omkring 2000 pilgrimme fra de palæstinensiske områder, Israel og Jordan deltog i gudstjenesten sammen med Abbas.

Nonnen Marie Alphonsine Ghattas blev født i 1843 i Jerusalem, da byen var underlagt Det Osmanniske Rige. Hun døde der i den britiske mandatperiode i 1927.

Hun blev saliggjort i 2009. Den såkaldte beatifikation, en pavelig erklæring om, at en person skal holdes salig, skete også under en messe på Peterspladsen i Rom.

Ghattas, som havde stor fokus på kvinders uddannelse, efterlod sig et netværk af klostre, skoler og religiøse centre.

Mariam Bawardy blev født i 1846 i det, der i dag er det nordlige Israel. Hun blev nonne i Frankrig og døde i Bethlehem i 1878. Hun blev saliggjort af pave Johannes Paul II i 1983.

Bawardy huskes af eftertiden mest for at have haft en hård og mystisk tilværelse.

For at blive helgen må en kandidat have ført et helligt liv, som det er fastlagt af den katolske kirke, og der skal almindeligvis være knyttet mindst to mirakler til personens navn.

Paven kanoniserede søndag også to andre nonner - fra Frankrig og Italien.

/ritzau/AFP