Panama kalder våbenfund på nordkoreansk fragtskib for sanktionsbrud

En hemmelig fragt, der »uden tvivl bryder med FNs sanktioner« mod våbentransport til Nordkorea, lyder det nu ifølge nyhedsbureauet AFP i et udkast til en rapport om den skjulte last fra FN.

Det er ministeriet for offentlig sikkerhed i Panama, der i en officiel erklæring fortæller om konklusionen fra FN-eksperter, der blev sendt til Panama for at undersøge fragten på skibet i juli måned. FN-inspektørerne færdiggjorde deres inspektioner for omkring to uger siden, og meldingen fra Panama er den første, der løfter sløret for FNs vurdering af fragten.

Nordkorea er underlagt sanktioner på grund af landets kontroversielle atomprogram, og dermed er al våbentransport til og fra verdens mest tillukkede land, med undtagelse af import af mindre våben, i henhold til international lovgivning ulovlig.

Både Cuba, som »Chong Chon Gang« var på vej fra, og Nordkorea har afvist, at der er begået sanktionsbrud, da våbnene ifølge de to lande var »forældede« cubanske våben, der var på vej til Nordkorea til reparation i henhold til en lovlig kontrakt.

FN har endnu ikke meldt ud, hvordan man vil forholde sig til det, der altså ifølge Panamas myndigheder vurderes at være sanktionsbrud.

Besætningen på fragtskibet tilbageholdes og er sigtet for våbensmugling. De risikerer op til 12 års fængsel.

Dagens Gossip

Dagens TV