Panama-papirer om skattely bliver offentliggjort 9. maj

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Er du nysgerrig efter at se, hvem der står i de omstridte Panama-papirer, så skal du ikke vente meget længere. Det internationale konsortium af undersøgende journalister, ICIJ, vil nemlig offentliggøre Panama-papirerne 9. maj klokken 20.00 dansk tid.

Det skriver ICIJ på deres hjemmeside.

Panama-lækket indeholder navnene på mere end 200.000 selskaber, der er blevet konstrueret med hjælp fra advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp.

Det internationale konsortium af undersøgende journalister vil ikke offentliggøre optegnelser af bankkonti, finansielle transaktioner, mails og andre korrespondancer, der indeholder oplysninger som pas og telefonnumre.

Informationerne, der offentliggøres, vil udelukkende være et udsnit af informationerne, som bliver udsendt i offentlighedens interesse, skriver det internationale konsortium på hjemmesiden.

ICIJ har oprettet en database på nettet, hvor det vil være muligt at søge efter navne. Databasen findes via et link på ICJIJ's hjemmeside.

I alt er 11,5 millioner dokumenter lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, der er et af verdens største udbydere af skattely-løsninger. 109 medier fra 76 lande har i dag fingre i papirerne. I Danmark ligger Politiken og DR inde med papirerne.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) opfordrede i midten af april DR til at udlevere de afslørende dokumenter til skattemyndighederne. Det har DR dog afvist.

Panama-papirerne har afsløret adskillige kendte og statsoverhoveder med selskaber i skattely-landet.

Afsløringerne fik Islands statsminister, Sigmund Gunnlaugsson, til at træde tilbage, efter det kom frem, at han siden 2007 skal have rådet over et offshore-selskab uden at fortælle det islandske parlament om det.

De afslørende dokumenter går helt tilbage til advokatfirmaets etablering i 1977 og frem til udgangen af 2015.

/ritzau/