Pandora-aktien holdt skruen i vandet fra start til slut

Det danske smykkefirma Pandora har tirsdag haft medvind på aktiemarkedet, efter at halvårsregnskabet overraskede analytikerne positivt.

Da fondsbørsen lukkede for handel klokken 17, var aktien steget med 8,3 procent siden åbningen klokken ni, men allerede efter fem minutters handel tirsdag morgen var aktien steget med mere end otte procent, og skruen blev holdt i vandet dagen igennem.

- Når vi ser en så stor reaktion igen i dag, skyldes det blandt andet, at der var noget nervøsitet for, at Pandora ikke ville kunne slå forventningerne, som selskabet ellers har gjort så mange gange før. Så aktien var faldet meget op til regnskabet, siger Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea.

Samtidig oplyste Pandora tirsdag, at selskabet skal arbejde sammen med Disney-koncernen om at lave smykker, som er inspireret af Mickey og Minnie Mouse-figurerne.

Smykkerne bliver i både guld og sølv, og den første bølge af Disney-smykker kommer i Pandoras butikker tidligt i november i Canada, Mexico, Puerto Rico, Mellemamerika og Caribien.

- Vores forbrugere og forretningspartnere har efterspurgt Disney-temaprodukter i årevis, og vi er begejstrede for endelig at kunne tilbyde dem et strålende sortiment af charms med både raffinement og lune, siger Scott Burger, direktør for Pandora Americas.

Pandora kom ud af de første seks måneder af 2014 med et overskud på næsten 1,4 milliarder kroner. Af regnskabet fremgår det, at der har været fremgang de fleste steder i verden - dog halter den nordøstlige del af USA bagefter.

Smykkeselskabet venter nu en omsætning over 11 milliarder kroner, hvor det tidligere varslede en omsætning over 10,5 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV