Pandora indgår forlig med Skat: Betaler 995 millioner

Smykkeselskabet Pandora betaler en skatteregning på 995 millioner kroner efter at have indgået forlig med Skat i sag om transfer pricing for perioden 2009 til 2014.

Beløbet dækker skattebetalinger og renter for de seks år, oplyser Pandora.

- Skat og Pandora var ikke enige om den gældende prisfastsættelsesmetode i koncernen. Efter dialog med Skat har Pandora besluttet at indgå et forlig, hvormed koncernen vil allokere en større andel af koncernens resultat til Danmark, skriver Pandora.

Betalingen vil i 2015 påvirke pengestrømmene og skattesatsen, som stiger til 30 procent, oplyser Pandora, som derudover fastholder sine finansielle forventninger.

- Eksklusive den ekstra skattebetaling forventes Pandoras effektive skatteprocent for finansåret 2015 at blive cirka 22 procent i forhold til tidligere forventet cirka 20 procent.

- For regnskabsåret 2016 forventes Pandoras effektive skatteprocent at blive cirka 21 procent, skriver Pandora.

/ritzau/

Dagens Gossip