Pandora opjusterer for anden gang i år

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Optimismen er tårnhøj hos smykkeproducenten Pandora, der tirsdag præsenterede regnskabet for første halvår 2015.

I den forbindelse opjusterer selskabet endnu en gang forventningerne til årets omsætning.

Smykkeproducenten regner nu med at sælge for mere end 16 milliarder kroner, hvilket er en milliard kroner mere end den opjustering, der blev foretaget for blot tre måneder siden.

Dengang løftede Pandora sin omsætningsforventning fra de oprindelige 14 milliarder kroner.

Optimismen har bund i endnu et stærkt kvartal med et resultat på 910 millioner kroner mod 662 millioner kroner i samme periode sidste år.

Dertil kommer, at selskabet også bliver hjulpet af en fortsat vækst i antallet af butikker og af de nuværende valutakurser.

/ritzau/