Pandora styrker sin position i Asien med opkøb

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Smykkekoncernen Pandora fortæller i forbindelse med regnskabet for første halvår 2015, at man fra nytår overtager en række butikker i Singapore og Macao.

Det sker, når forretningspartneren Norbreeze Groups distributionsrettigheder udløber.

På den måde får Pandora yderligere 15 konceptbutikker og fem shop-in-shops under eget tag, og samtidig overtager man distributionsrettighederne på Filippinerne.

Den samlede købesum er 30 millioner Singapore-dollar, som svarer til 149 millioner kroner.

- Fjernøsten udgør en stor mulighed for Pandora, og med denne aftale styrker vi vores tilstedeværelse i regionen.

- Overtagelsen ligner de tilsvarende aftaler med vores lokale distributører i lande som for eksempel Brasilien, Tyrkiet og de Forenede Arabiske Emirater.

- Den er i overensstemmelse med vores strategi om at udvide vores geografiske tilstedeværelse og øge kontrollen med vores brand, siger administrerende direktør Anders Colding Friis.

Pandora har i forbindelse med halvårsregnskabet tilkendegivet, at man agter at øge antallet af butikker på verdensplan med 375 i 2015. Det er 50 flere, end der tidligere er meldt ud.

Aktiviteterne i Singapore skal styres fra et nyoprettet kontor i landet, mens Macao og Filippinerne kommer til at høre under det eksisterende kontor i Hongkong.

/ritzau/