Pandora udvider fabrik i Thailand og åbner nye butikker

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Der skal produceres nogle charms, armbånd og fingerringe, hvis alverdens kvinders ønskelister med danske Pandora-smykker skal opfyldes.

Smykkegiganten sætter 100 millioner kroner ekstra af til at udbygge selskabets smykkefabrik i Thailand og åbner desuden flere nye butikker i år, oplyser selskabet i regnskabet.

- Forventningerne til anlægsinvesteringer øges til DKK 1000 millioner fra tidligere forventet DKK 900 millioner, primært på grund af fremskyndede investeringer i produktionsfaciliteterne i Thailand samt it-relaterede projekter, skriver Pandora.

Den danske smykkegigant udvider fortsat butiksnetværket og forventer at tilføje mere end 375 nye konceptbutikker i 2015.

Pandora åbnede i tredje kvartal 112 nye konceptbutikker. Ser man på de ni første måneder af 2015, har Pandora åbnet 256 konceptbutikker.

Samtidig fortsætter arbejdet med at få kunderne ind via onlinebutikker. Ved udgangen af tredje kvartal havde Pandora e-stores i ti lande.

I Australien har man åbnet for internetsalget i tredje kvartal, så landet down under nu er føjet til listen, der derudover består af Frankrig, Holland, Italien, Polen, Storbritannien, Sverige, Tyskland, USA og Østrig.

Efter 30. september 2015 er der tilføjet internetbutikker i Brasilien, Hongkong og Japan.

Tirsdag morgen præsenterede Pandora et kvartalsregnskab med fremgang i salget i alle regioner.

Omsætningen i juli, august og september steg 37,5 procent i forhold til samme periode i 2014 og landede på 3,9 milliarder kroner. Det er en stigning på lidt mere end en milliard kroner.

/ritzau/