Pandora: Vi er tilfredse med landsrettens frifindelse

Skrevet af admin

23/02/2016

Mest læste i dag

Efter en dom i byretten er det store smykkeselskab Pandora tirsdag blevet frikendt i landsretten for at have brudt børsreglerne, da selskabet i 2011 sad på børsfølsomme informationer om, at væksten i selskabet var dårligere end ventet.

I en børsmeddelelse 2. august 2011 fortalte selskabet, at den lovede vækst på 30 procent om året ville blive nul. Det fik aktien til at styrte, medførte en direktørfyring og kostede aktionærerne 12 milliarder kroner på en dag.

Pandora var anklaget for, at selskabet langt tidligere burde have oplyst til sine aktionærer, at det ikke gik nær så godt som ventet. Men tirsdag er selskabet altså blevet frikendt.

- Vi er meget tilfredse med, at Østre Landsret har bekræftet, at vi handlede korrekt, da vi sendte meddelelsen ud den 2. august 2011, siger kommunikationsdirektør i Pandora, Kristian Lysgaard, i en kort kommentar.

Hos Dansk Aktionærforening, der tidligere forsøgte at stable et gruppesøgsmål mod Pandora på benene, accepterer man landsrettens beslutning.

- Nu må vi bare konstatere, at sagen har været for landsretten, og at den ikke har fundet det bevist, at Pandoras fremgangsmåde var strafbar.

- Den har vurderet, at der ikke var tilstrækkelig klarhed i Pandora om, hvordan tingene så ud, inden om aftenen den 1. august. Det er op til dem, at vurdere, og det har de gjort, siger direktør Jens Møller Nielsen.

Ledelsen i Pandora har sagen igennem ment, at man oplyste markedet på det rigtige tidspunkt. Derfor valgte selskabet at anke dommen fra Retten i Glostrup, som i december 2014 lød på to millioner kroner i bøde.

Landsretten skriver i dommen, at retten ikke finder det bevist, at Pandora før nedjusteringen i august havde så stor klarhed over behovet for at ændre vækstforventningerne, at Pandora skulle straffes for det.

Det er stik imod vurderingen fra Retten i Glostrup, som mente, at selskabet allerede fra 18. til 19. juli 2011 var i besiddelse af tilstrækkelig viden om, at forventninger til helårsresultatet måtte justeres så markant, at man havde pligt til at offentliggøre det.

/ritzau/