Pandoras vilde vækst er tilbage

Pandora solgte i årets første tre måneder for 2.002 mio. kroner, hvilket er væsentligt bedre end det, analytikerne havde ventet. Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal.

Omsætningen var ventet at ligge på 1.699 mio. kroner, og med de knap to mia kroner er salget steget over 40 procent siden første kvartal sidste år. Stigningen skyldes blandt andet, at selskabet har formået at flytte Valentines-salget fra fjerde til første kvartal.

»Vi har haft en stærk start på året. Omsætningen og indtjeningen steg i alle regioner. Mere vigtigt er det dog, at salget ud af konceptbutikkerne steg med tocifrede vækstrater i vores fire hovedmarkeder: USA, Storbritannien, Australien og Tyskland. Pandora har også vist stærk vækst på nye markeder som Italien, Frankrig og Rusland,« siger Pandoras adm. direktør Bjørn Gulden, der sidder på posten et par måneder endnu, inden han bliver afløst af Allan Leighton, selskabets hidtidige bestyrelsesformand.

Pandora fik desuden et resultat før skat på 541 mio. kroner mod ventede 411 mio. kroner, og selskabet fastholder sine forventninger.

Smykkeselskabet har de seneste år været igennem lidt af hvert, efter at den daværende Pandora-ledelse kraftigt nedjusterede i 2011, og selskabet efterfølgende gennemgik en turnaround-plan sidste år.

Dagens Gossip

Dagens TV