Pant-aftale vil koste bryggerier trecifret millionbeløb

Bryggerierne bag Dansk Retursystem står til en regning på et trecifret millionbeløb som følge af den pant-aftale, regeringen og venstrefløjen indgik onsdag.

Sådan lyder det fra Dansk Retursystem.

Regeringen fik resten af rød bloks håndslag på, at man vil støtte indførelsen af pant på dåseøl- og sodavand, der er købt syd for den dansk-tyske landegrænse - en aftale, der kommer til at koste forbrugerne 19 øre per dåse.

Dansk Retursystem regner med, at det vil betyder så mange flere dåser i flaskeautomaterne, at det er nødvendigt at udvide kapaciteten betragteligt.

- Vi er ved at regne på det i øjeblikket, for vi har jo ikke haft så lang tid til at se på det endnu, men det er i hvert fald mere end 200 millioner kroner, så meget kan jeg da sige, siger administrerende direktør i Dansk Retursystem Lars Krejberg Petersen.

- Men hvad beløbet i sidste ende bliver, det kan jeg ikke forudse på nuværende tidspunkt, tilføjer han.

Spørgsmål: Er det så en regning, der i sidste ende vil ende hos forbrugerne?

- Sådan er det jo med alting her i samfundet. Det kan jo kun ende et sted, og det er hos dem, der bruger produktet, siger han.

Den store ekstra regning kommer, på baggrund af at der skal bygges helt nye anlæg til at håndtere den forventede mængde af indleverede dåser.

- Vi kan sige med meget stor sikkerhed, at vi ikke har kapacitet til det her med det nuværende system, så vi skal i hvert fald bygge to nye produktionsanlæg, og det vil tage mindst tre år, før vi er på plads med det, siger Lars Krejberg Petersen.

/ritzau/

Dagens Gossip