Pape afbryder krisemøde for tv-interview: Kjer er færdig

Skrevet af admin

23/02/2016

Mest læste i dag

De borgerlige partier er tirsdag aften samlet til krisemøde i Statsministeriet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt dem for at forvisse sig om, at der stadig er flertal bag regeringen, efter at De Konservative har udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Partiformand Søren Pape Poulsen siger, at han allerede tidligere på dagen har informeret Løkke om, at K fortsat bakker regeringen op. Det understreger han i et interview med DR, som han har fundet tid til at stille op til midt under mødet.

Men selve det, at statsministeren har indkaldt til mødet har fået flere iagttagere til at spekulere i, om statsministeren vil sætte regeringens samlede overlevelse ind på at redde sin minister.

Andre har spekuleret i, om Kjer Hansen måske kan blive i regeringen på en anden ministerpost efter en rokade. Men det afviser Pape Poulsen bestemt. Der bliver ikke tale om at lade Kjer sidde.

- Når man ikke har tillid til en minister, så er hun ikke minister længere. Det står helt klart, siger partiformand Søren Pape Poulsen (K) til DR.

Han vil dog ikke fortælle, hvad der egentlig foregår til mødet.

- Jeg kommer aldrig til at referere fra lukkede møder, siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:

- Stemningen er stille og rolig. Vi taler ordentligt sammen. Vi er voksne mennesker.

Dermed er det fortsat uklart, hvad statsministeren diskuterer med lederne af partierne i blå blok.

/ritzau/