Pape: Løkkes regeringsgrundlag er malet med bred pensel

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilsyneladende ikke blæst bagover af konkretiseringer i statsminister Lars Løkke Rasmussens regeringsgrundlag.

- Vi ser sådan på det, at der selvfølgelig er nogle forhandlingsmuligheder i regeringsgrundlaget, men det er malet med den brede pensel, synes vi, lyder det fra Søren Pape Poulsen.

- Der er mange hensigtserklæringer om at gøre noget for erhvervslivet og den slags, men det interessante bliver jo hvordan, siger han.

Spørgsmål: Efterlyser du et mere konkret regeringsgrundlag?

- Jeg ser regeringsgrundlaget som udtryk for, at det er en regering, der er meget i mindretal, siger han.

- Når en regering skal ud og hente så mange mandater for at have flertal (56 mandater ud over Venstres egne 34, red.), så afholder man sig nok fra at være særlig præcis, lyder vurderingen fra De Konservatives formand.

- Og det er selvfølgelig derfor, at mange af os modtager regeringsgrundlaget med at sige, at der er mange gode takter, men det kommer da helt an på, hvad for en politik der skal udformes.

Søren Pape Poulsen gør det samtidig klart, at partiet - der er Folketingets mindste - ikke har tænkt sig blindt at lægge stemmer til Løkke Rasmussens politik.

- Jeg har en tro på, at Lars Løkke Rasmussen godt ved, at der skal tælles til 90. Og det bliver ikke sådan, at vi bare kommer til at stemme for en masse stramme ting, og så ikke være med til at bestemme, hvor pengene skal bruges. Det kommer ikke til at ske.

/ritzau/

Dagens Gossip