Paprika Steen vinder prestigefyldt pris i Spanien

Den danske skuespiller Paprika Steen har lørdag aften vundet prisen som bedste kvindelige skuespiller på filmfestivalen i den spanske by San Sebastian for sin rolle i Bille Augusts nye spillefilm "Stille hjerte".

Den nordspanske festival er en af Europas store og vigtige festivaler i gruppe med festivalerne i Cannes, Berlin og Venedig.

Hæderen til Paprika Steen kommer nøjagtig 10 år efter, at en dansk skuespiller sidst modtog den såkaldte Sølvmusling ved den spanske festival.

I 2004 modtog både Ulrich Thomsen og Connie Nielsen prisen for henholdsvis bedste mandlige og kvindelige skuespiller for deres indsats i Susanne Biers "Brødre".

"Stille hjerte" var en af dette års helt store samtaleemner efter premieren ved filmfestivalen sidste lørdag. De 2000 publikummer, der deltog i gallavisningen, gav stående ovationer i adskillige minutter.

Ghita Nørby, Morten Grunwald, Paprika Steen, Danica Curcic, Jens Albinus, Pilou Asbæk og Vigga Bro spiller de centrale roller i "Stille hjerte", der handler om tre generationer af en familie, der samles over en weekend.

Søstrene Sanne og Heidi (Paprika Steen) har accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere, og gamle konflikter dukker op til overfladen.

Filmen er allerede solgt til Australien, New Zealand, Brasilien, Korea, Taiwan, Spanien, Holland, Belgien, Luxemburg og Ungarn.

I Danmark får filmen biografpremiere 13. november.

/ritzau/

Dagens Gossip