Par redder sig ud af brændende hus ved Odense - to hunde døde

En 49-årig kvinde og en 46-årig mand reddede sig i nat ud af deres brændende hus på Anemonevænget i Ejlstrup ved Odense V.

Branden brød ud kort før klokken 5, hvor parret var kommet hjem fra byen.

- Kvinden går i seng, men manden sidder lidt i stuen. Da det er lidt køligt i huset, tænder manden op i brændeovnen i stuen. Manden går lidt efter også i seng, men pludselig lugter de røg. Og da manden åbner døren til stuen, sker der en røggaseksplosion og så tager branden hurtigt fat, fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Thomas Bentsen, til dagens.dk.

Parret reddede sig ud af det brændende hus iført morgenkåbe og badesandaler. Parrets to hunde kom ikke med ud og de indebrændte.

Parret blev kørt til Odense Universitetshospital til observation for røgforgiftning.

- Og parret var meget rystede efter branden, også fordi de mistede deres to hunde, forklarer vagtchefen.

Huset udbrændte.

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).

Dagens Gossip