Paradise-vært berørt over ødelagt landsby

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Det stod i stor kontrast til de luksuriøse omgivelser på Paradise Hotel, da værten for det populære realityprogram besøgte en lille landsby tæt på luksushotellet i Mexico.

Den kendte tv-vært Rikke Gøransson var dybt berørt under besøget i den mexicanske landsby Chamela, der er blevet hårdt ramt af den voldsomme orkan, der raserede i Mexico for bare tre uger siden.

De historisk kraftige vindstød har også sat sine tydelige spor. Vægge er væltet, tage mangler, murbrokkerne flyder, og nogle bygninger er nærmest blevet jævnet med jorden.

- Det ligner, at det hele er blevet løftet op, krøllet sammen og smidt ned igen. Jeg har kendt nogle af dem, der bor her, i 10 år, så det er nogle mennesker, man har en nært forhold til. Det gør rigtigt ondt at se det her, siger Rikke Gøransson, da Ritzau Fokus er med hende på en gåtur rundt i landsbyen.

De store ødelæggelser har også betydet, at børnene ikke længere kan komme i skole. Murbrokkerne fra de ødelagte huse er blev samlet midt i landsbyen, og dermed kan børnene ikke længere tage en sikker vej i skole.

- Det er jo ikke meningen, at små børn skal rende rundt på en losseplads mellem vennernes og familiens huse. Det gjorde et stort indtryk på mig at se skolen tom. Det vigtigste er, at børnene kommer i skole igen, siger Rikke Gøransson, der tydeligt var berørt af synet af ødelæggelserne og flere gange havde blanke øjne under besøget.

Efter mange års optagelser i området, har produktionen og tv-værten fået et nært forhold til beboerne, og mange i landsbyen er ansat på hotellet, der danner rammen om realityshowet. Produktionen af programmet er derfor også vigtig for de lokale.

- Uden produktionen, ved jeg ikke, hvor byen ville være. Mange har arbejde der. Vi ville nok ikke være her. Vi er så glade for, at de kom på trods af orkanen, siger Maria, der er opvokset i Chamela.

TV3 og Mastiff, der står bag Paradise Hotel, har valgt at donere 50.000 mexicanske pesos, hvilket svarer til lidt over 20.000 danske kroner, til landsbyen. Pengene bliver brugt på materialer, der skal hjælpe den lille by med at få genopbygget familiernes hjem.

- De beder ikke om noget. De er bare glade for, at alle overlevede. Men vi er nødt til at hjælpe. Man græder lidt indeni, for det går ud over sådan nogle gode mennesker. Nu håber vi, at vi kan få sat nogle tage op og sende børnene i skole igen, siger Rikke Gøransson.

Optagelserne til 12. sæson af Paradise Hotel er netop gået i gang. Efter en hurtig genopbygning af hotellet, er de nye deltagere allerede checket ind, og nysgerrige seere kan følge med i det nye år.

/ritzau/FOKUS