Paraguay sender brasilianerne hjem efter straffespark

Skrevet af admin

28/06/2015

Dagens topnyheder

Brasiliens rejse ved Copa America-turneringen i Chile er slut.

Holdet har lørdag aften lidt nederlag til Paraguay i kvartfinalen, som endte 3-4 efter straffesparkskonkurrence.

Det lykkedes ellers Brasilien at bringe sig i front 1-0 efter et kvarters spilletid. Målet blev sat ind af den rutinerede angriber Robinho, som har spillet for storklubber som Real Madrid, Manchester City og AC Milan.

Han sendte bolden i nettet efter en aflevering fra Dani Alves' fod.

Føringen holdt indtil 20 minutter før tid, hvor Paraguays Derlis Gonzalez, der til daglig spiller for FC Basel, på et straffespark fik udlignet. Straffesparket blev udløst, da forsvarsspilleren Thiago Silva fik placeret sin hånd ulovligt på bolden.

Paraguay havde ellers i store dele af kampen problemer med at holde styr på brasilianerne.

Ingen af holdene havde dog held til at hive sejren hjem i hverken den ordinære eller ekstraordinære spilletid.

Det er anden gang i træk, at Paraguay slår Brasilien ud af turneringen på straffespark. Det skete også i kvartfinalen i 2011.

Dermed er Paraguay klar til semifinalen tirsdag, hvor Argentina venter. De to hold mødte også hinanden i turneringens første runde. Kampen sluttede 2-2.

Også Argentina måtte ud i straffesparkskonkurrence for at kvalificere sig videre ved Copa America. I kvartfinalen slog holdet Colombia 5-4. Den ordinære spilletid var endt 0-0.

Værterne fra Chile møder Peru i den anden semifinale. Den kamp spilles mandag.

/ritzau/dpa