Paris-angreb får ingen indflydelse på asylforhandlinger

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

- Vi står lige nu i en meget svær terrorsituation i Europa, og så står vi i en tilsvarende svær flygtningesituation. De to ting skal vi skille ad. Jeg vil opfordre til, at vi kun reagerer på fakta.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, på vej ind til forhandlingerne om regeringens 34 asyl- og udlændingepolitiske initiativer.

Ligeledes siger de andre deltagende partier, at fredagens bølge af angreb mod den franske hovedstad ikke ændrer på forhandlingerne.

Nær en af fredagens attentatmænd fandt politiet et syrisk pas, der peger på, at indehaveren er kommet til Europa gennem Grækenland med flygtningestrømmen.

Det har fået snakken om øget grænsekontrol til at blusse op igen. Og selvom Socialdemokraterne støtter regeringen, hvis den foreslår grænsekontrol, får begivenhederne i fredags ikke partiet til at lægge ekstra pres på.

Mette Frederiksen skal dog ikke forvente et opkald fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Regeringen vil nemlig også sørge for at adskille de aktuelle forhandlinger og angrebene i Paris.

Spørgsmål: En af terroristerne fra Paris har muligvis skjult sig i flygtningestrømmen. Er det ikke en særlig omstændighed, der gør, at man af hensyn til sikkerheden kan indføre grænsekontrol i Danmark?

- Det er ikke umiddelbart sådan, at jeg vurderer det. Men vi følger det time for time, siger Inger Støjberg.

Spørgsmål: I aner vel dybest set ikke, hvem der kommer til landet, og om de bliver eller tager videre. Der kan vel være terrorister her til lands, som har skjult sig i flygtningestrømmen?

- Der er ingen, der kan garantere fuldt ud, at der ikke kan være potentielle terrorister i en flygtningestrøm. Men vi gør alt vi kan for at tjekke de folk, der rejser ind i Danmark, siger ministeren.

/ritzau/