Paris-angreb koster franske hoteller dyrt i tabt indtægt

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

Angrebene i Paris i november sidste år, hvor 130 personer mistede livet, har fået en del turister til at holde sig fra at indlogere sig på hotel i Frankrig.

De blodige angreb vurderes at have kostet den franske hotelbranche i omegnen af 270 millioner euro - svarende til omkring to milliarder kroner - i tabt indtjening.

Det viser et estimat fra analysefirmaet MKG Group ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Vi vurderer, at manglende indtægter for den franske hotelbranche løber op i 270 millioner euro, hvoraf 146 millioner er i Paris alene, siger Vanguelis Panayotis, direktør for udvikling i MKG.

13. november angreb flere gerningsmænd det franske nationalstadion, Stade de France, spillestedet Le Bataclan samt flere caféer og dræbte 130 mennesker.

Angrebene efterlod Frankrig og resten af verden i chok, og det har samtidig rystet turistindustrien i en af verdens mest besøgte byer, Paris.

Ifølge analysefirmaet har den franske turismeindustri det stadig hårdt i januar, men der kan være udsigt til bedring fra midten af februar, hvis der ikke indtræffer flere hændelser, lyder det.

MKG's estimat gælder for perioden November 2015 til marts 2016. Bedring i økonomien og EM i fodbold, som senere i 2016 afholdes i Frankrig, ventes at hjælpe på efterspørgslen på hotelværelser.

Generelt faldt belægningsgraden på de franske hoteller 0,3 procentpoint til 65,4 procent i løbet af hele 2015. I Paris alene faldt belægningsgraden 3,4 procentpoint.

/ritzau/AFP