Paris Saint-Germain bekræfter Di Maria-handel

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

Så er det omsider en realitet. Den argentinske fodboldstjerne Angel Di Maria skifter fra engelske Manchester United til den franske storklub Paris Saint-Germain.

Det bekræfter den franske klub på sin hjemmeside.

- Vi kan med glæde meddele købet af Angel Di Maria på en kontrakt frem til 30. juni 2019, lyder det fra klubben, der tilføjer, at spilleren onsdag bestod lægetjekket.

Rygterne om skiftet har floreret længe og er blevet stærkere og stærkere, og onsdag sagde Di Maria, at han glædede sig til skiftet.

Den 27-årige argentiner nåede aldrig for alvor at slå i gennem i Manchester United, hvortil han skiftede på en femårig kontrakt i august sidste år, da United havde fået en svag sæsonstart.

Dengang betalte englænderne et beløb på omkring 630 millioner for at købe ham af Real Madrid, hvor Di Maria var en stor succes.

Nu sælger United ham videre for et beløb i omegnen af 475 millioner.

/ritzau/