Paris Saint-Germain sejrer trods tidlig Zlatan-skade

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

Den forsvarende mester Paris Saint-Germain er på tavlen med sin første sejr i den franske liga.

Hjemme i hovedstaden blev Bastia som forventet slået med 2-0.

Sejren kom sikkert i hus, selvom PSG fik en dårlig start på kampen. Allerede efter seks minutter tog holdets største stjerne Zlatan Ibrahimovic sig til låret.

Han fik behandling og forsøgte at spille videre, men efter et kvarter måtte han opgive og lod sig udskifte med Ezequiel Lavezzi.

Pariserne var dog ikke mere svækket, end at sejren alligevel blev grundlagt kort efter.

Godt og vel midtvejs i første halvleg sørgede brasilianeren Lucas Moura for 1-0-målet, da han behersket sendte bolden i mål efter et indlæg til bageste stolpe.

Ti minutter efter pausen blev føringen udbygget ved den uruguayanske angriber Edinson Cavani, da han akrobatisk udnyttede en overrumplende stikning i dybden.

Med sejren har PSG fire point for to kampe.

/ritzau/