Park fyldt med farlige el-installationer

Midt i det muntre hurlumhej af candyfloss, kulørte karruseller og vilde rutsjebaner er børnene i overhængende fare for at få farlige elektriske stød, når de besøger verdens ældste forlystelses park, Dyrehavsbakken nord for København. Det skriver MetroXpress.

Avisen har bedt tre elektrikere gå forlystelsesparkens el-installationer efter i sømmene, og resultatet er opsigtvækkende:

- Konklusionen er, at børn ikke bør færdes frit her. Her er simpelthen farligt, siger Gitte Vestergaard, autoriseret elinstallatør og ejer af Vestergaard Gruppen, ifølge avisen.

På blot 45 minutter fandt elektrikerne 25 ulovlige og farlige installationer i børnehøjde.

Eksempelvis dinglede en stikdåse, der havde været fyldt med regnvand, ved siden af noget legetøj. Et andet sted kunne børn uden besvær stikke fingrene i en lampefatning.

To steder kunne gæster røre ved strømførende metal fra en lyskæde. Og ved en vandrutsjebane hang der kabler med flere tusind volt, som børnene kunne nå og hive i.

Flere steder var metallet i sammenførte elkabler blot beskyttet med tape eller plastikposer.

- Og generelt flyder kabler og kabeldåser uden af være fornødent fastgjorte, siger Gitte Vestergaard, der appellerer til myndighederne om at gribe ind.

Ifølge Dorthe G. Rasmussen, der er vicekontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, overvejer styrelsen på baggrund af MetroXpress' historie at besøge Bakken.

- Vi overvejer at gennemføre et tilsyn på Bakken, for det ser ud til, at ikke alt er i orden, siger hun.

Dyrehavsbakkens direktør, Nils-Erik Winther, lover imidlertid at få sikkerheden bragt i orden.

- Det er bekymrende, hvis sikkerheden ikke er i orden, for det skal have højeste prioritet. Vi får alt bragt i orden i løbet af få dage, siger Nils-Erik Winther.

/ritzau/

Dagens Gossip