Parken nedjusterer grundet presset fitness-forretning

Skrevet af admin

14/10/2014

Mest læste i dag

En skærpet priskonkurrence blandt de danske fitnesscentre får nu Parken Sport & Entertainment til at sænke forventningerne til årets resultat, da der har været en utilfredsstillende udvikling i selskabets forretningsben fitness.dk.

Parken Sport & Entertainment venter nu et overskud før skat på 30-35 millioner kroner. Tidligere regnede selskabet med et overskud før skat på 40-50 millioner kroner.

Det oplyser selskabet bag fodboldklubben FC København i en meddelelse til fondsbørsen.

Den svage udvikling kommer også til at ramme omsætningen, der nu ventes at lande på 1210 millioner kroner i 2014, hvilket er 10 millioner kroner lavere, end den tidligere forventning lød på.

- Vi havde regnet med en positiv udvikling i antallet af medlemmer, men det er dog ikke sket. Priskonkurrencen er blevet skærpet på markedet, hvor vi konkurrerer med Fitness World og Fresh Fitness, siger Parkens bestyrelsesformand, John Dueholm, til Ritzau Finans.

- Vores koncept er anderledes end deres, hvor vi blandt andet kører meget hårdt på, at vi har personlige trænere, siger John Dueholm.

Parken Sport & Entertainment købte i 2006 aktiemajoriteten i fitness.dk for 300 millioner kroner.

Fitness.dk havde sidste år en omsætning på 448 millioner kroner, hvilket resulterede i et driftsresultat før særlige poster på knap 18 millioner kroner. Der er 42 fitness. dk-centre i Danmark.

Det er tredje gang i et år, at selskabet bag FCK justerer forventningerne til årets resultat.

I forbindelse med regnskabet for første kvartal i maj sænkede selskabet forventningerne til årets resultat med 160 millioner kroner, så man på daværende tidspunkt ventede et resultat på 25-35 millioner kroner før skat.

Den markante nedjustering skyldtes, at man ikke fandt det sandsynligt, at FCK ville kvalificere sig til den lukrative Champions League-turnering.

En stærk slutspurt i Superligaen sikrede dog FCK en andenplads og dermed mulighed for at kvalificere sig til Champions League.

I august hævede Parken Sport & Entertainment så igen forventningerne, da FCK med et par stærke præstationer mod det ukrainske hold Dnipro Dnipropetrovsk sikrede sig en afgørende kamp om at komme med Champions League mod det tyske hold Bayer Leverkusen.

Her tabte FCK dog over to kampe og måtte nøjes med deltagelse i den lidt mindre europæiske klubturnering Europa League.

/ritzau/