Parlament hæver Gyldent Daggry-medlemmers immunitet

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

Grækenlands parlament fjernede onsdag immuniteten fra seks medlemmer af det græske yderliggående højreparti Gyldent Daggry.

Dermed er der mulighed for en grundigere efterforskning af anklager, der går på, at flere partimedlemmer står bag en række af angreb, heriblandt knivstikkeriet mod rapperen Pavlos Fissas den 17. september og drabet på en indvandrer tidligere i år.

Flere parlamentsmedlemmer gav overvældende opbakning til anklagermyndighedens ønske om at hæve immuniteten af medlemmerne af Gyldent Daggry.

Græske parlamentarikere er underlagt immunitet og dermed undtaget for at blive retsforfulgt. I de fleste tilfælde kan kun parlamentet fjerne et medlems immunitet, hvis denne er beskyldt for kriminel aktivitet.

Hvis de anklagede bliver kendt skyldige, kan de se frem til mindst 10 års fængsel.

Den græske regering har forsøgt at sætte en stopper for partiet, efter at en sympatisør efter sigende stak den antifascistiske rapper ned.

De græske politikere har taget skridt til at opløse partiet, som kaldes en kriminel organisation med indvandreres liv på samvittigheden, og politiet har anholdt hele den øverste ledelse, der sidder indespærret i et topsikret fængsel i Athen.

Gyldent Daggry er Grækenlands tredjestørste parti, og det har raset mod landets gældskrise, finansielle nedskæringer, høj arbejdsløshed og korruption. Desuden er partiet meget indvandrerkritisk.

Drabet på Fissas, som blødte ihjel efter at være blevet stukket med kniv to gange i hjerte og bryst i, hvad anklagemyndigheden, kalder et forberedt angreb, udløste protester i hele Grækenland, et gennemsyn af politiet og en bred efterforskning af partiet.

/ritzau/