Parti: »Utænkeligt« at smide Berlusconi ud af parlamentet

Italiens højesteret har for et par uger siden stadfæstet en fængselsdom på fire år mod Silvio Berlusconi for skattesvig gennem hans TV-koncern Mediaset. Det fik medlemmer af den 76-årige tidligere premierministers parti til at indgive deres opsigelse til det italienske parlament i protest mod dommen.

Vicepremierminister Angelino Alfano fra PDL har ifølge Reuters nu advaret premierminister Enrico Letta om, at PDL vil vælte koalitionsregeringen, hvis premierministerens Demokratiske Parti (PD) stemmer for at smide Berlusconi ud af parlamentet, hvilket medlemmer af PD gentagne gange har sagt, at de vil gøre.

Afstemningen om, hvorvidt Silvio Berlusconi skal udelukkes fra parlamentet, skal efter planen finde sted den 9. september.

Berlusconi er dømt for i begyndelsen af 00erne at have trukket mindst syv milliarder euro ud af medieselskabet Mediaset ved at betale kunstigt høje priser for amerikanske TV-rettigheder, hvorefter pengene blev overført til konti i diverse skattely, uden at den italienske statskasse så så meget som en bøjet cent af dem.

Den aldrende mediemogul forventes at starte sin strafafsoning, enten under husarrest eller gennem samfundstjeneste, i midten af ??oktober.

BNB

Dagens Gossip