Partier kræver redegørelse om Hedegaard-sag

Tyrkiet har angiveligt løsladt den 26-årige mand, der er sigtet for drabsforsøg på forfatter Lars Hedegaard. Det vækker forargelse i Folketinget.

- Det er uforståeligt, at det her kan ske, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF) til Ritzau.

Hun vil nu bede om en redegørelse fra justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Hvad har man fra de danske myndigheders side gjort for at fremme den udveksling? Var man orienteret om den her løsladelse, og har man påtalt det overfor Tyrkiet? Det, synes jeg simpelthen ikke, skal gå usagt hen, siger hun.

Retsordfører Peter Skaarup (DF) bakker op om sin kollega. Han vil nu have justitsministeren i samråd i retsudvalget.

- Vi må have en forklaring på, hvad der er foregået. Og hvad der er sket, siden at Tyrkiet bryder den aftale, der har været, siger han og fortsætter:

- Det er oplagt, at man må rejse den sag over for Tyrkiet, for det er uholdbart. Hvad vil Tyrkiet sige til, hvis vi lod personer gå, som landet ønsker udleveret i en sag, der er vigtig for dem, siger han.

Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen kræver også en forklaring fra regeringen.

- Det er skandaløst, hvis Tyrkiet har frigivet den mistænkte for attentatforsøget på Lars Hedegaard. Jeg har derfor indkaldt både justits- og udenrigsministeren i hastesamråd, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, siger han i en pressemeddelelse.

De tyrkiske myndigheder har endnu ikke bekræftet, at den sigtede attentatmand er blevet sat på fri fod.

Ifølge Lars Hedegaard selv er han blevet informeret af PET om, at den 26-årige er løsladt fra fængslet. Mandens advokat Thorkild Høyer bekræfter ligeledes, at hans klient er løsladt, oplyser DR Nyheder.

Peter Skaarup påpeger, at der også er brug for at diskutere Lars Hedegaards sikkerhed. Imens slår Karina Lorentzen fast, at de danske myndigheder stadig skal forsøge at få den 26-årige til Danmark.

- Jeg har en klar forventning om, at det her ikke betyder, at man opgiver kampen om at få vedkommende anholdt og retsforfulgt i Danmark. Men jeg er godt klar over, at det bliver sværere, siger hun.

Den 26-årige mand blev anholdt i april 2014 i Tyrkiet og har siden siddet fængslet, mens hans udleveringssag er blevet behandlet.

/ritzau/

Dagens Gossip