Partier lunkne ved at save tid af politiuddannelsen

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Tanken om at forkorte politibetjentes uddannelse for at få flere betjente hurtigere ud på gader og stræder vinder umiddelbart ikke gehør blandt flere af de partier, der onsdag fortsatte forhandlingerne om et nyt politiforlig.

Det har været fremme, at et forslag om at skære politiuddannelsen ned fra tre til to år, er lagt på forhandlingsbordet af regeringen.

Både eksperter og ansatte på politiskolen er bekymrede for, at det vil betyde dårligere betjente, og justitsminister Søren Pind (V) vil hverken be- eller afkræfte, at forslaget er en del af forhandlingerne.

- Jeg garanterer for, at vores hensigt på ingen måde er at forringe dansk politi. Vores intention er at styrke politiet, siger Søren Pind.

Dansk Folkeparti vil dog gerne kommentere forslaget, og her er modtagelsen afmålt:

- Vi skal være vagthund på, at uddannelsen er i orden. At politiet har den rigtige skydetræning. Det havde man ikke ved terrorangrebet i februar. Det er et krav, at det skal være på plads i den model, som regeringen måske fremlægger, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Heller ikke Folketingets største parti, Socialdemokraterne, er tændt på idéen:

- Regeringen vil åbenbart præsentere os for et forslag om at forkorte uddannelsen for politiet. Det må vi lytte til, men det skal ske på en måde, så der stadig er kvalitet i uddannelsen, siger Nicolai Wammen og tilføjer:

- I dag har vi en drøftelse af, hvordan vi styrker vores terrorberedskab. Og vi skal diskutere hele grænseindsatsen. Her er det vigtigt for Socialdemokraterne, at vi får styrket grænseindsatsen, så vi øger trygheden.

De tilbageværende partier ved forhandlingerne er ud over regeringspartiet Venstre de øvrige borgerlige partier samt Socialdemokraterne og De Radikale.

/ritzau/