Partier rykker tættere på gældsaftale i USA

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Tæt på tidsfristens udløb rykker det amerikanske Senat tættere på en aftale om at hæve USA's gældsloft og undgå en katastrofal betalingsstandsning, men Republikanerne i Repræsentanternes Hus er stadig ikke med.

Men flere og flere udtrykker optimisme og tillid til, at det vil lykkes amerikanerne at undgå en selvpåført krise, som vil svække landets troværdighed og ryste den globale økonomi.

Fristen for at hæve landets gældsloft udløber torsdag.

Der er tirsdag mange tegn på, at der er lys for enden af tunnelen i det langvarige, politiske tovtrækkeri om USA's statsbudget.

Efter resultatorienterede møder i Washington er aktiekurserne steget i både USA og Asien. Iagttagere siger, at et gennembrud vil styrke troen på USA og landets demokrati.

- Situationen er jo ikke sådan, at USA ikke er i stand til at betale dets regninger. Det er mere som en situation, hvor konen lige har gemt checkheftet, påpeger børsmægler-strategen Nicholas Smith fra investeringsbanken CLSA i Asien.

Ifølge amerikanske medier drøftes der en midlertidig løsning, og lederen af det demokratiske flertal i Senatet, Harry Reid, sagde mandag aften, at "vi har gjort gevaldige fremskridt."

- Vi er endnu ikke fremme, men vi har tillid til, at tirsdag kan blive en god dag med en smule held, sagde han.

Foreløbig er det danske marked er ikke synderligt påvirket af den amerikanske krise, vurderer økonom hos Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

- Jeg synes ikke, vi kan mærke det så meget. Det virker, som om der er en generel forventning om, at amerikanerne nok skal finde en løsning, siger han.

Reid førte forhandlinger med Republikanernes mindretalsleder, senator Mitch McConnell, som også var tilfreds med forløbet af mandagens samtaler:

- Det er sikkert at sige, at vi har gjort betydelige fremskridt, siger han.

Planen, som de to ledende kongrespolitikere er i gang med at drøfte, vil dække USA's lånebehov indtil midten af februar næste år, oplyser en kilde, som har kendskab til forhandlingerne, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Uden en aftale kan USA, verdens største økonomi, ikke overholde sine forpligtelser over for statens kreditorer, og det kan skabe voldsom uro på de globale finansmarkeder.

/ritzau/Reuters