Partier vækker mistillid blandt danskerne

Det er en af konklusionerne i en stor, international undersøgelse foretaget af organisationen Transparency International, der søger at bekæmpe korruption på verdensplan.

Over 2.000 danskere har medvirket i undersøgelsen, og på en skala fra et til fem, hvor fem betyder »ekstrem korruption«, scorer Danmark 2,9 i synet på de politiske partier korruptionsniveau.

Resultaterne af den nye undersøgelse overrasker direktøren for det danske Institut for Flerpartisamarbejde, der arbejder for at fremme demokrati verden over.

»Jeg må indrømme, at de danske tal er overraskende høje. Det peger på en tendens til, at et flertal af danskerne mener, at de politiske partier er forholdsvis korrupte. De er ikke ekstremt korrupte, men de er forholdsvis korrupte,« siger institutdirektør Bjørn Førde.

Transparency International, der offentliggjorde undersøgelsen tirsdag, sætter lighedstegn mellem korruption og det faktum, at man ikke ved, hvem der støtter de politiske partier økonomisk. Det er et problem, mener Bjørn Førde.

»De fleste andre lignende undersøgelser peger på, at politiske partier og parlamenter ligger i bunden, når det drejer sig om tillid og troværdighed. Det bekræfter denne undersøgelser også, selv om den mangler at præcisere, hvordan den definerer korruption,« siger han.

En forklaring på, at mange danskere ifølge undersøgelsen oplever en mistanke om, at danske partier er involveret i korruption, kan derfor være, at de politiske partier ikke er gode nok til at informere borgere om, hvor de får deres penge fra, mener Bjørn Førde.

»Det er en udfordring, som de politiske partier bliver nødt til at forholde sig til. Det er et globalt problem, og derfor er det vigtigt, at de politiske partier i Danmark bliver de bedste i verden til at fortælle, hvilke bidrag de får, ligesom det er vigtigt, at virksomhederne står ved, at de støtter et politisk parti,« siger han og uddyber:

»Forestillingen om, at nogen giver penge til et politisk parti for at opnå en bestemt politik, ligger i det her tal. I andre lande har man regler for sådanne donationer. Det har man ikke i Danmark på samme måde ,« siger han.

Så sent som mandag viste en Gallup-måling foretaget af Enhedslisten, at knap otte ud af ti danskere ønsker åbenhed omkring den økonomiske støtte, som de politiske partier modtager.

I Enhedslisten mener man, at den nye undersøgelse fra Transparency International er endnu et eksempel på, at borgerne ikke er tjent med at blive holdt hen i uvished.

»Det har konsekvenser, at vi i Danmark har så meget hemmelighedskræmmeri i Danmark til finansieringen af de politiske partier. Det er der jo ikke noget at sige til,« siger gruppeformand Per Clausen (Ø).

»Det afslører et kæmpe problem, som vi bør gøre noget ved. Fuldstændig åbenhed er en vigtig del, hvis vi skal genoprette tilliden til danskerne, og det opfordrer vi naturligvis til, at man indfører,« siger han.

Dagens Gossip