Partier vil revurdere gratis goder til ældre

Ifølge den tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF) giver det »ikke meget mening overhovedet« at have aldersbestemte tilskud, hvis der ikke er økonomisk begrundelse for dem.

Han nævner, at han for eksempel selv vil have en »relativt høj indkomst«, når han bliver pensionist.

»Vi og de næste generationers pensionister får meget gode vilkår i forhold til de tidligere generationers pensionister. Så er spørgsmålet, om de tilskudsordninger skal bevares, selvom pensionisternes økonomiske fundament er ændret? Det synes jeg ikke, at de skal,« siger han til avisen.

SFs finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen (SF), ønsker ikke at kommentere Sohns forslag.

»Vi har generelt ikke flere kommentarer til, hvad Ole Sohn mener,« lyder det fra Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Maja Panduro (S).

Sohns opråb flugter imidlertid med De Radikales politik, siger partiets fungerende politiske ordfører, Andreas Steenberg (R):

»Der er ingen grund til, at fællesskabet skal give folk penge, bare fordi de er fyldt 65 år. Nogle pensionister har en meget høj friværdi i deres hus, mens andre kun har folkepensionens grundbeløb. Vi vil gerne diskutere både den gratis influenzavaccine, men også hjemmehjælpen og andre ordninger,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Også Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), erklærer sig grundlæggende enig med Sohn.

»Der er noget usundt i at give folk ydelser, hvis de kan klare sig selv. Ofte finder man desværre ud af, at der kun er små penge at spare, fordi det meste vil blive ædt op i bureaukrati, hvis man skal lave et nyt system, der vurderer hver enkelt pensionist,« siger han, uden dog at afvise, at der på et tidspunkt kan høstes gevinster.

De Konservative vil undersøge, hvordan systemet kan ændres, uden at det i praksis ender som en skattestigning til pensionisterne, siger fungerende politisk ordfører Mike Legarth (K):

»Sociale ydelser skal rettes mod dem, der har et behov. Vi vil have nedsat en kommission, som kan kulegrave hele systemet. Det kan sagtens lade sig gøre at lave et mere enkelt system, så gevinsten ikke bliver brugt på bureaukrati. Derfor håber jeg, at Venstre lever op til det, de siger, så systemet kan blive lavet om på et tidspunkt«.

Dagens Gossip