Partistøtte: Udvalg vil åbne politikernes cigarkasser

Skrevet af admin

11/03/2015

Mest læste i dag

Det skal være slut med, at politikerne kan oprette personlige valgfonde, såkaldte cigarkasser, hvor de modtager store pengebeløb fra private, uden at offentligheden får kendskab til det.

Sådan lyder en af anbefalingerne fra regeringens hurtigtarbejdende ekspertudvalg.

Det skriver Politiken onsdag.

Ingen af de tre medlemmer af udvalget ønsker at udtale sig om anbefalingerne til regeringen, men det ene medlem, Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, siger om det generelle indhold:

- Der er et stort behov for øget åbenhed. Vi vil aldrig kunne regulere, så der er 100 procent åbenhed, for kandidater og partier vil altid være kreative og finde huller.

- Men vi skal være bevidste om, hvad vi beder partier og kandidater om, siger Karina Kosiara-Pedersen til Politiken.

Ekspertgruppen blev nedsat i marts sidste år og afleverede sine anbefalinger før årsskiftet.

Ifølge flere kilder anbefaler udvalget, at Folketinget, ud over at gøre op med de såkaldte cigarkasser, indfører pligt til at offentliggøre den præcise beløbsstørrelse på alle støttebeløb over 20.000 kroner.

I dag skal partier blot oplyse, hvem der giver støtte på over 20.000 - men de skal ikke oplyse, om de får 20.500 kroner eller 5 millioner kroner.

Desuden anbefaler udvalget, at lokale partiafdelinger underlægges de samme krav om regnskabsaflæggelse som landsdækkende partier.

Mandag sagde Folketingets formand, Mogens Lykketoft, til Ritzau, at han ikke regnede med, at man ville kunne nå at lave reglerne om, så det havde en effekt ved det folketingsvalg, der skal finde sted senest i september.

Hvis de blå partier - som angiveligt får de største private bidrag - skal gå med til mere åbenhed, så kræver det, at fagbevægelsens kampagner tæller med som partistøtte til de røde partier, skriver Politiken.

/ritzau/