Partistøtte: Venstres protester bliver afvist af udvalg

Skrevet af admin

25/03/2015

Dagens topnyheder

Når fagbevægelsen indrykker annoncer, som flugter med Socialdemokraternes holdninger, så bør det medregnes som partistøtte.

Det mener Venstre, som opfatter regeringens forslag om mere åbenhed om private partibidrag som et målrettet angreb på de borgerlige:

- Vi synes, at regeringens forslag rammer fuldstændig skævt, fordi den ensidigt laver ændringer i den måde, som de borgerlige partier typisk får finansieret deres arbejde på, mens der ingen opstramninger er overhovedet på den side, hvor de røde partier får finansieret deres kampagner, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Men ekspertudvalget bag anbefalingerne til nye regler for partistøtte afviser Venstres anke i sin betænkning.

Udvalget havde ellers fået besked på ikke at se på indirekte støtte i form af reklamekampagner med et politisk budskab, som ikke er aftalt med et politisk parti.

Alligevel går udvalget ind på emnet i "Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte til politiske partier", som blev offentliggjort onsdag.

- Efter udvalgets opfattelse er der tungtvejende principielle og praktiske grunde, der taler for, at indirekte støtte fortsat ikke bør omfattes af partiregnskabsloven, hedder det i betænkningen.

Udvalget henviser til, at partierne ikke selv har taget beslutningen om at sætte kampagnen i gang, hvis det for eksempel er fagbevægelsen eller en bank, som vælger at trykke annoncer med politiske budskaber til støtte for enten røde eller blå partier.

- Et parti vil således ikke have mulighed for at bestemme, om en bestemt annonce indrykkes, ligesom den nærmere udformning af annoncen ikke vil være aftalt med partiet, hedder det i betænkningen, som fortsætter:

- Man kan efter udvalgets opfattelse næppe forlange, at et politisk parti eksempelvis under en valgkamp skulle have et kendskab til enhver annonce, som måtte blive indrykket i medierne, og som mere eller mindre direkte udtrykker støtte til partiet.

- Samlet er det derfor udvalgets opfattelse, at en opgørelse af værdien af den indirekte støtte meget vanskeligt lader sig gøre. Det er derfor udvalgets opfattelse, at det vil være forbundet med store udfordringer og praktiske problemer, hvis den indirekte støtte skulle medtages i partiernes regnskaber, hedder det i betænkningen.

/ritzau/