Pas på: 98-årig kvinde narret af tricktyv med chokolade og blomster

Det er Københavns Vestegns Politi, der beder om hjælp til at opklare et udspekuleret tricktyveri i Herlev.

Tyveriet fandt sted torsdag eftermiddag lidt efter klokken 14, hvor en kvinde ringede på døren hos en 98-årig kvinde på Kiselvej i Herlev.

Under påskud af at skulle aflevere blomster og chokolade, som hun medbragte i en pose, kom tricktyven ind i den 98-åriges lejlighed.

Men da den "flinke" kvinde med gaverne gik igen, opdagede den ældre kvinde, at hun manglede et større kontant beløb.

Tricktyven beskrives som omkring 30 år, hun er ret lav med en hæjde på mellem 150 og 160 centimeter.

Hun havde sort hår, var mørk i huden og iført en mørk hue. Hun bar på en Føtex-pose som indeholdt de omtalte blomster og chokolade.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, til lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefonnummer 43 86 14 48.

Dagens Gossip

Dagens TV